Det var ikke første gang jeg havde det sådan her. Det var heller ikke anden gang. Ej heller tredje. Næ nej, minsandten om det ikke var 13. gang. Jeg kunne lugte løg. Godt med løg. Var det rødløg? Måske. Det kan jeg, den dag i dag, stadig ikke svare dig på, men lugten er stadig levende i min næse.
"Må jeg kalde dig Karsten?" stemmen kom bagfra. Jeg rystede blidt. "Hvem der?" min stemme var rystende. Jeg drejede rundt på hælen, og vinden greb fat i mit hår. Jeg gik i panik. Håret tog kvælertag på mig, mens jeg kæmpede, åh jeg kæmpede! Det var stramme Arne der stod og kiggede på mig. Jeg kunne mærke at det kildede i min mave. Og min tå. Han nærmest klædte mig af med øjnene. Jeg følte mig nøgen. Jeg var nøgen. Jeg satte mine hænder for ørene. Hans stemme var som gift. Gift som jeg elskede. Min tog mine trusser og kørte dem igennem hænderne, hvorefter han... tog dem på.
"Nej, ikke Karsten." sagde jeg pludseligt, min røst rystede. "Hellere Henning." Dét gjorde ham vild. Vild i varmen. Ja, faktisk var det vinter. Og han smeltede. Min 13. kærlighed sivede ned på asfalten, og videre ned i kloaksystemet. Ja, måske var min 13. kærlighed blot en drøm, hvem ved? Men da jeg vågnede igen, var jeg i hvert fald nøgen.
